Any information can be placed in the sidebar to help your website visitors navigate your site.Holberg-Leksikon
Dette er ment som et litteraturteoretisk leksikon, som løbende udarbejdes i forbindelse med vores arbejde med Holberg . Nedenfor vil I kunne finde den terminologi, som vi i timerne anvender, når vi diskuterer hans stykke. Det er således også den terminologi, som man med rimelighed kan forvente, at I kan anvende til eksamen.
Siden vil blive opdateret løbende, men hvis I kan se, at der mangler termer, må I endelig give besked. Nye termer tilføjes alfabetisk, så det er ikke nok at se om det sidste ord på listen er "nyt".
Antagonist: En "modtype", dvs. den som modspiller hovedpersonen (protagonisten). Kan være en skurk overfor helten, men kan også være en person med modsatrettede karaktertræk eller motiver/intentioner.
Batos: Det "lave" i en komedie. (Modsat Patos) Ofte vittigheder, der handler om jordnære - til tider vulgære - ting som prutter, afføring, sex etc. Man kan være fristet til at kalde Batos for "platte vittigheder."
Berettermodel: En model, der forklarer, hvorledes en typisk, dramatisk fortælling er bygget op. Det er den model, der ligger bag meget drama - og langt størstedelen af Hollywood-film. Læs mere her.
Dialog: Dramaets hovedingrediens. Dialog betyder samtale, men man kan jo sagtens forestille sig en dialog, hvor personerne taler mere eller mindre forbi hinanden. Det er ofte tilfældet i komedier, hvor en sådan "skæv" dialog er et middel til at skabe komik.
Didaktisk: Didaktisk betyder belærende. Holberg skriver i Oplysningstiden, og formålet med hans teater må således være en anden og noget mere end "bare" det at underholde. Komediernes didaktiske element består således deri, at komedierne fremviser typer, som man som publikum skal undgå at efterligne. Det vil altså sige, at komediens underliggende dagsorden er at sige til publikum: "Her har I en rigtig latterlig person, som sikkert er genkendelig for mange af jer. Undgå at blive som ham!"
Dramatisk ironi: Den effekt, der opstår, når tilskueren ved noget, som en eller flere personer på scenen ikke ved, og der refereres til dette. Eksempel: Vielgeschrey siger, at han ikke har tid til at tale med "en ærlig mand". Han mener, at han slet ikke har tid til at tale med nogen, men vi som tilskuere ved godt, at personerne omkring Vielgeschrey faktisk er uærlige overfor ham. Vi ved således noget, som han ikke ved, og hans udsagn bliver for os tvetydigt.
Enhederne: Dramaet skal ifølge tidens kritikere overholde de tre enheder:
1. Tidens enhed - handlingen skal udspille sig indenfor et enkelt døgn. Ideelt set skal handlingens tid svare til den tid, det tager at opføre stykket.
2. Stedets enhed - handlingen skal udspille sig på ét sted.
3. Handlingens enhed - stykket skal have én hovedhandling uden væsentlige parallelhandlinger.
Teorien baserer sig på Aristoteles (384-322 f. Kr.)
Ideen er bag enhederne er at bevare en vis grad af realisme i forhold til publikum, fordi handlingens tid svarer nogenlunde til den tid, de bruger i teatret, og at man ikke flytter sig geografisk, ligesom publikum heller ikke gør det.
Forveksling: En effekt, som Holberg ofte anvender for at skabe komik. En person på scenen forveksler en person med en anden, hvilket kan føre til mange latterlige situationer. Man kan også komme ud for, at en person bevidst føres bag lyset, således at han eller hun forveksler en person med en anden.
Ofte hænger den komiske effekt sammen med "dramatisk ironi".
Intrige: Betyder egentligt "listigt anslag/plot".
Ideen hos Holberg er, at man ikke kan appellere til de gale mennesker i komedien via formaninger. Man er nødt til at lade dem stege i deres eget fedt. Det betyder, at intrigen bygger sig på den gales egne forudsætninger og derved får ham eller hende til at indse sin galskab og opgive den.
Intrigen i et skuespil er den forvikling etc., der sætter handlingen i gang. Pernilles intrige i Den Stundesløse er således det plot, hun sætter i gang for at få Leander gift med Leonora.
Kancelli-stil: En høj, alvorlig og ofte tung sproglig stil, der kan ses i juridiske dokumenter, skrivelser fra "det Offentlige" etc. Holberg gør ofte nar af denne temmelig stereotype måde at formulere sig på.
Karnevalisme: Et karneval er det tidspunkt, hvor vi klæder os ud og påtager os roller som det, vi "gerne vil være".
I litteraturen dækker karneval-motivet over sådanne fænomener og i særdeleshed over det fænomen, der opstår, når samfundsstrukturen i teksten for et øjeblik vendes på hovedet.
Der er altså tale om karnevalisme, når samfundets bund for et øjeblik bliver dem, der bestemmer og "er ovenpå". Dette er en komisk situation for publikum (særligt dem, der kommer fra de lavere klasser), og situationen bliver yderligere komisk, idet de lavere klasser ofte ikke ved, hvordan de skal begå sig i deres nye (midlertidige) rolle.
Motivet er meget brugt i komedier - og særligt hos Holberg. Eksempler er Jeppe i baronens seng og Pernille, der egentlig er tjenestepige, men i praksis ofte bestemmer over sin arbejdsgiver.
Lazzi: Gags. (Inspireret af den italienske Commedia dell'arte tradition.) Lazzi rummer typisk bred folkelig appel. Dvs. noget for masserne.Man kan opdele Lazzi i tre hovedtyper:
1. Ordlazzi, f.eks. forkert brug af fremmedord
2. Episodelazzi, f.eks. fuldemandsscener
3. Pantomimelazzi, f.eks. slagsmål, lussinger etc.
Metatekst: En tekst - eller et stykke tekst - der på en eller anden måde handler om tekster, eller afslører, at det, man beskæftiger sig med netop er en tekst - en fiktiv situation.
Der er således tale om metatekst, når Pernille taler om, hvorledes, der ikke skrives komedier om stundesløse personer, eller når hun siger, at Oldfux og Leander spiller deres roller godt. "Komedien i komedien" er et typisk metatekstuelt træk.
Monolog: Enetale. Taleren kan være alene på scenen, men det er ikke altid tilfældet.
Morale: Eftersom Holberg er rationalist/oplysningstids-forfatter, har hans stykker en morale. Moralen er stykkets løftede pegefinger, også kaldet stykkets didaktiske indhold/intention.
Moralen er det, som tilskueren skal LÆRE ved at se stykket. Oftest er moralen, at stykkets hovedperson opfører sig ufornuftigt og dermed bliver til grin. Læseren skal altså undgå at opføre sig som hovedpersonen.
Oftest siges stykkets morale eksplicit i stykkets allersidste scene (epilogen). Ofte er moralen på vers.
Eks. fra Den Stundesløse:
"Af dette korte skuespil
se til, at du kan lære,
at der skal mer' end støjen til
for flittig at passere."
Opsætning: En opsætning af et stykket dækker over nogenlunde det samme som en opførelse. Bemærk, at når man taler om en opsætning, taler man ikke om det der egentlig står "i teksten", men om en fortolkning heraf. Således dækker begrebet opsætning for eksempel over kostumebrug etc. Når man taler om "en moderne opsætning", skal man være opmærksom på, at teksten i en sådan kan være udsat for nyfortolkning og "oversættelse" til moderne dansk.
Parodi: Når man imiterer (efterligner) noget for at gøre det latterligt, kalder man det en parodi.
Patos: Følelsesfuld, højtidelig måde at fremstille noget på i skrift etc. Patos har ofte med følelser at gøre; man kan kalde patos for "det høje". Patos hører ofte hjemme i tragedier, eller meget følelsesfulde scener - og bliver i komedien ofte udtryksfuldt, når det sættes i kontrast til Batos, som er det modsatte. (Se Batos.)
Persongalleri: Den gruppe af "roller", der udgør stykkets aktanter. Rollelisten.
Prolog: Stykkets fortale. Inden den egentlige handling går i gang, kan en af stykkets personer i en enetale, henvendt til publikum, forklare, hvad stykket går ud på etc.
Regibemærkning: Den del af det trykte drama, der ikke er dialog, men henvendt til instruktøren (og læseren) fortæller hvem, der befinder sig på scenen, hvordan en replik siges, hvad en person gør etc.
Rekvisit: En ting, der anvendes på scenen som en del af handlingen. På Holbergs tid har der været tale om yderst begrænset brug af rekvisitter.
Sidebemærkning: Når en person på scenen "tænker højt", udtrykker sine tanker eller lignende. Hvis der er andre personer tilstede på scenen, siger konventionen, at kun publikum er i stand til at høre udsagnet. Hos Holberg står der nogen gange i regibemærkningerne, at noget er "aparte". Det betyder, at der er tale om en sidebemærkning.
Man kan sammenligne en sidebemærkning med en voice-over i film, hvor man som publikum hører personens stemme, selvom personen ikke taler på skærmen.
Teaterøkonomi: Når handlingen sættes op i hastighed; ofte med lidt "hovsa"-agtige løsninger som resultat. Et eksempel kunne være, når Pernille siger "Jeg har bud efter dem. Men se, der kommer de."
Nej, hvor tilfældigt...
Typekomik: Også kaldet karakterkomedier. Holberg yndede at karikere persontyper fra sin samtid. Komediernes persongalleri udgøres altså af typer mere end psykologisk realistiske individer. Personerne er karakteriseret ved ét karaktertræk, som gentages og overdrives som en del af komikken. Bipersonernes formål er hovedsageligt at belyse hovedpersonen. De kan derfor være antagonister eller modsatte typer. På grund af den stærke fokusering på ét karaktertræk i personerne, kalder man Holbergs komedier karakterkomedier. I Oplysningstiden har karakterkomedien naturligvis haft et mål, nemlig at vise folk, hvordan man ikke skulle opføre sig. (Det ligger i sagens natur i begrebet karikatur.) Komediens hensigt er altså i sidste ende didaktisk (dvs. belærende).